Selvom man i Peter Bak Frederiksens malerier ofte kan genkende et vandfald, en portal, lodret stigende klipper eller havets møde med horisonten, er han ikke først og fremmest en figurativ maler. Langt mere end denne verdens fysiske fænomener er han optaget af det mest ulegemlige aspekt af alle: lyset. Det er lyset, der er det gennemgående tema i Peter Bak Frederiksens malerier. Lyset, som det kommer ind i verden på skabelsens dag og skaber orden og form ud af det mørke kaos. I nogle af malerierne oplever vi endda nærmest, hvordan universet fødes ved ”The Big Bang”: en sky af lysende farvepartikler, der i spiralform vider sig ud i det tomme mørke intet og skaber den første altafgørende grobund, ikke bare for vores solsystem, men i sidste ende for livet på jorden. I andre, mere voldsomme billeder, eksploderer farven som et helt vulkanudbrud. Ikke i destruktiv forstand, men visende hen til de voldsomme kræfter, der skabte den verden og det univers, vi kender i dag.
Det er således i bund og grund optimistiske billeder, Peter Bak Frederiksen maler. Hos ham sejrer lyset altid i sidste ende og man kan mærke intensiteten i hans kunstneriske skabelsesproces. En skabelsesproces, som med udgangspunkt i visse overordnede ideer, i bund og grund er spontan. De første penselstrøg sættes og derefter males der intuitivt uden mellemregninger af nogen art. Det er vigtigt, at intensiteten i billedet står der, når maleriet er færdigt. Vigtigere end om billedet nu også er dekorativt og nydeligt.
Det er præcis også derfor, at det naturalistiske ikke spiller en særlig stor rolle for kunstneren. Det er ikke virkeligheden som sådan, der skal imiteres. Det er de store processer bagved som er i fokus. De geologiske processer, erosionen, bølgerne, der maler klipperne til støv, isbræernes bevægelser hen over fastlandet, lavastrømmens nedbrydning af jorden og lyset, der binder det hele sammen i en både smuk og fascinerende og aldeles ustoppelig march.
Og så er de her jo alligevel: de små spredte glimt af figurative elementer. Diminutive menneskefigurer, der betragter de overvældende naturkræfter, ørne svævende højt oppe på himmelen, vandet, som fosser i kaskader ned ad de bratte skrænter, bølgerne, der brydes i skumsprøjt mod de takkede klipper, solnedgangen, der farver himmel og hav glødende orangerødt.
Det er den overvældende livskraft og skønhed, der har Peter Bak Frederiksens opmærksomhed og det er denne, han forsøger at fange i sine malerier med alt, hvad han har.
Koloristisk og kompositorisk er Peter Bak Frederiksen blevet stadigt dristigere og mere selvsikker. Teknikken sidder på rygraden og nu er det op til hans forestillingsevne og fantasi at gå ud over kanten af det, han troede muligt. Resultaterne er blevet stadigt bedre med årene og man kan nu mærke, at det er en færdig maler, vi har med at gøre. Så færdig, man nu kan blive, når man har det ambitionsniveau, Peter Bak Frederiksen har. Her er det nemlig ikke nok at være en habil producent af dekorative sætstykker. Han vil meget mere, han vil faktisk det hele. Og det kan både ses og mærkes.
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, Bachelor i Kunsthistorie